Aktiviteter

Der er gang i mange forskellige aktiviteter i lauget. Vi ønsker med vores aktiviteter at få en større viden om vikingernes kultur og håndværksmæssige kunnen. 

I sommersæsonen sejles der torsdag aften kl 18 fra Frederikssund Havn, når der er mandskab og passende vejr til det. Ofte er der også lørdagssejladser. To uger hver sommer er der sommertogt, hvor vi sejler rundt i det ganske land ad vandvejen.

Hele året mødes de, der kan og har lyst om onsdagen kl. 10 i vores nuværende lokaler på Toftevej i Frederikssund. Her vedligeholder vi skibet om vinteren og laver alt muligt andet arbejde afsluttende med en lille sildefrokost.

Vi fremstiller selv alt tovværk af lindebast. En gang om året tager vi derfor i skoven i samarbejde med Naturstyrelsen og Vikingeskibsmuseet. Vi fælder og afbarker lindetræerne og viderebearbejder basten til tovværk.

Vi har også været på Karlskrona Rebslagerbane for at slå et nyt hampedrag. Se videoen herunder.

 

 

 

 

 

Vi fremstiller også selv tjære til skibets vedligeholdelse. I starten af vinteren behandles skibet ind- og udvendigt med tjæren. Vi samarbejder med Naturstyrelsen når vi tager i skoven og delvist afbarker fyrretræer, der bliver stående på roden. Delvist afbarkede skovfyr danner ekstra meget harpiks, som er grundlaget for tjæreproduktionen. Efter nogle år fælder vi træerne, og kløver dem til brænde, der kan stables i en mile. Milen bygges og der bliver udvundet tjære over 3 dage i årets tjæremile den 4. weekend i august.

Vi deltager i flere andre aktiviteter: Bl.a. håndværkermarked på Vikingeskibsmuseet og med salg af grillede saltsild på Vikingemarkedet i Frederikssund og kulsviermarked i Eskilstrup. Vi har i det hele taget et hyggeligt samvær og mange gode samarbejdspartnere, så der er rig mulighed for at deltage i forskellige slags arrangementer. Hvis du har lyst til at snuse til det vi laver, er du velkommen til at kontakte os. Du kan også holde dig lidt ajour ved at melde dig ind i vores facebook-gruppe ”Sif Ege”.